Alt i universet må rotere. Jorden drejer om solen, dervisherne skal dreje om deres læremester. Kun Gud er et fast holdepunkt, alt andet må cirkle om ham. Sufiernes dans er et fysisk udtryk for denne verdensorden: Glem dig selv og indtag din plads.
De fire mænd står i en lille cirkel med lukkede øjne og hvirvler rundt om sig selv. Hele tiden venstre om, i en monoton bevægelse, der bare fortsætter og fortsætter. Når de har snurret rundt i et minuts tid bevæger de sig hen på sidemandens plads. Med lukkede øjne, armene strakt mod himlen og ansigtet på skrå giver de sig helt hen i dansen. På intet tidspunkt er der den mindste vaklen eller usikkerhed, selvom den fysisk belastning må være enorm. Mændene bare hvirvler og hvirvler.
Vi er til dervishdans i Hodjapasha Kulturcenter, en ombygget hamam fra det 15. århundrede, der ligger i Istanbuls gamle bydel, en spytklat fra Aya Sofya, Den Blå Moske og Topkapipaladset. Dervisherne tilhører sufismen er en indadvendt, mysticistisk udgave af islam, og dervishdansen blev forbudt af Atatürk i 1924, da han grundlagde den moderne tyrkiske stat. Væk med al den religiøsitet, som kunne tænkes at ville starte et oprør mod den sekulære stat.
I smug fortsatte dervisherne med at forsøge at dreje sig til en sammensmeltning med Gud, og selvom det principielt stadig er forbudt at praktisere sufiritualerne, er det i dag tilladt at danse for turisterne.
Men der er ikke meget turistfælde over dansen i Hodjapasha. Vi må ikke tage billeder, ikke klappe. Vi får bare lov til at overvære den esoteriske ceremoni, der indledes med, at en sufilæremester fremfører en messende bøn ledsaget af musik. Det er svært at koncentrere sig om de fremmedartede toner og ordene, som vi ikke forstår.
Men så kommer dervishdanserne på banen. I dyb koncentration træder de ind i rummet under kuppelhvælvingerne. En efter en tager de kappen af, folder den sammen og falder på knæ. Og så rejser de sig op og begynder at dreje rundt.
Alt i universet må rotere. Jorden drejer om solen, dervisherne skal dreje om deres læremester. Kun Gud er et fast holdepunkt, alt andet må cirkle om ham. Sufiernes dans er et fysisk udtryk for denne verdensorden: Glem dig selv og indtag din plads.
Nu, hvor øjet har fundet et hvilepunkt, giver musikken mere mening, og mens de fire mænd samler alle kræfter om at hvirvle sig til en enhed med Gud, forsvinder tidsfornemmelsen i den gamle hamam. Dervisherne vender den ene håndflade op mod Gud for at hente nåden ned fra himlen, mens den anden vender ned mod jorden og sender den videre til mennesker. Den meditative trance fylder hele rummet, og man ønsker, at dansen aldrig vil standse. Bare hvirvle og hvirvle.
Hvert år afholdes der en festival for dervishdans i Konya i Tyrkiet, hvor en million mennesker forventes at overvære hvirveldansen. Læs mere om 2017-festivalen her.
Seneste kommentarer