Genialt kurateret udstilling i Athen tilføjer nye lag til både Picasso og antikken.

Af Malene Bjerre

Folk står i kø langt ud på gaden foran det kykladiske museum i Athen. Picasso og antikken – guddommelige dialoger hedder den særudstilling, museet viser lige nu, som handler om den spanske maler og keramiker Pablo Picassos inspiration fra det antikke Grækenland. I løbet af de første to måneder har udstillingen haft over 20.000 besøgende, og det er der ikke noget at sige til. Udstillingen må gøre enhver græker varm om hjertet. Den fremhæver, hvor helt utroligt moderne den klassiske græske kunst stadig kan forekomme, og samtidig forankrer den Picassos modernistiske kunst i traditionen.

Picasso har kendt sine gamle grækere ud og ind, kan vi se. Der er skitser af de tre gratier, skulpturer af tyre, ugler, kentaurer og Dionysosfigurer. Det ene sted er det forholdet mellem bryst og tørklæde på en kvindetorso, der har inspireret ham; andre steder gedens hov eller uglens plirrende øjne.

Efterhånden som man kommer igennem udstillingen, glider Picasso og antikken mere og mere sammen. Ofte skal man se nøje efter for at blive helt sikker på, hvad der stammer fra 500 f.v.t., og hvad der er fra første halvdel af 1900-tallet.

Genial kuratering, der gør os klogere på både antikken og Picasso.

Udstillingen kan ses frem til 20. oktober. Indgangsbillet til særudstillingen 7 € (10 € med adgang til hele Museum for Kykladisk Kunst). Køb billetterne online og spring køen over. Adresse: Neofitou Douka 4, Athen.