I Cuba er alle kvinder lækre, også de gamle og de tykke. Det er en opdagelse, der nok kan få humøret op hos et par blege danskere, der er bedre til at tænke end til at danse.

Havana er som en film fra halvtredserne. Den har alle de klassiske ingredienser: de spejlblanke larmende amerikanerbiler. Den søde, stærke rom. De store cigarer, som ikke er blevet mindre erotiske efter Monica Lewinsky. Og ikke mindst den sensuelle dans, salsaen.

Kvinderne ser også ud, som om de er med i en film. De unge nougatbrune skønheder er lige til at bide i med deres vuggende, selvsikre gang og stort opsatte hår. Men det er langt fra kun de unge; kvinder i alle aldre særdeles synlige på Cuba. Ikke noget med at gemme sig væk her!

Og det er ikke, fordi de er slankere, end vi er. På Cuba er der ingen kvinder over 25, der er tynde. De har store bryster og numser og bløde, runde maver, og de viser glade det hele frem. Stramme gamacher og små toppe er standardbeklædningen, også for de store madammer og dem over 50. I Danmark ville det se vulgært ud, men her er det bare lækkert. Hvor får de al den selvtillid fra, spørger jeg mig selv. Vi er to kvinder, der er på ferie i Havana, og de cubanske kvinders udstråling er så markant, at vi er nødt til at finde ud af, hvor den stammer fra.

Måske fra dansen? For salsaen (og rumbaen, mamboen og cha-cha-cha’en) fylder alting. Når vi går gennem gaderne, hamrer rytmerne ud fra vinduerne. På restauranterne kan vi knap nok tale sammen, fordi et øredøvende orkester underholder henne i hjørnet.

Stående samleje med tøj på

På Casa de la Musica er der dans til levende musik to gange om dagen, eftermiddag og aften. Køen udenfor er lang på en helt almindelig eftermiddag, og dårligt nok er den første cd af opvarmningsmusikken sat på, før dansegulvet er fyldt. Og lighedsidealet i det socialistiske Cuba sætter sig også igennem på dansegulvet. Der er plads til alle på dansegulvet: sorte, latinamerikanere og hvide; de tynde, de buttede og de virkelig tykke. Alle er de klædt i stramt tøj, og de unge fester med de gamle. Ikke bare side om side, men også med hinanden. I den mest erotiske dans, vi nogensinde har set. Mads ’Blærerøv’ Christensen har kaldt salsa ’det tætteste, man kommer på et stående samleje med tøj på’, og vi rødmer nærmest bare af at se på det. Brysterne vipper, ballerne roterer, der klemmes og aes. To piger lader sig glide ned ad hvert sit lår på en fyr. To mænd laver en duvende sandwich med en pige imellem. Vi prøver at regne reglerne ud: Gad vide, om det er kærestepar, eller må man virkelig danse så tæt med en fremmed? Det må man vist godt; lidt senere ser vi en mand spørge en anden, om han må låne hans partner. Han får lov, og straks kaster de sig ud i en tæt vuggen.

De danser alle sammen fremragende. Nogle vildt og udadvendt, andre langsomt og hedt, men hver gang med en usvigelig sans for rytmen. En ung fyr med dejlige brune øjne spørger, om vi vil danse. Det kan slet ikke komme på tale. Ganske vist kan vi næsten ikke sidde stille, men vi ville falde totalt igennem. Først må vi have noget undervisning.

Uno, dos, tres, pausa

På Teatro América ved siden af Casa de la Musica tilbyder Grace enetimer for kiksede udlændinge som os. Vi får en time næste dag, men først klokken et, for om aftenen skal Grace fejre Mors Dag, en stor festdag på Cuba. Hun ser lidt brugt ud, da vi dukker op, men tager energisk fat på grundtrinnene. En, to, tre, pause, en, to, tre, pause. I første omgang skal vi bare bevæge os fra side til side, så frem og tilbage. ”No, no, no!” udbryder hun. Ikke de der store trin. Hun efterligner os, og alt det lækre i hendes bevægelser forsvinder. Nu ligner hun en tung dreng til et halbal. Find jeres centrum og hvil i det, forklarer hun på spansk. Aha! Vi fanger pointen, med hovedet i hvert fald, og i korte passager lykkes det også at få kroppen til at bevæge sig med de små underspillede bevægelser og i de rigtige trin. Uno, dos, tres, pausa. Så skal vi videre til mere komplicerede mønstre, hvor vi skal lade os svinge rundt. Vi tæller og tænker, og Grace himler med øjnene. ”No, no, no!” Man skal ikke tænke, men give sig hen til manden, der fører. ”Siente su intención,” forklarer hun og rækker sine hænder frem. Mærk hans hensigt gennem grebet i hænderne og følg den. Det får det til at gå helt galt for os. Må vi nu ikke tænke? De sidste ti minutter af timen er vores ben helt ude af kontrol, og det ender i grin og sjov.

Vi er ikke blevet meget bedre til at danse salsa, da vi går ud fra Teatro América, men måske har vi forstået lidt mere af, hvad det er, der gør de cubanske kvinder så lækre. De hviler i deres centrum og mærker med deres krop i stedet for at tænke med deres hoveder. Hmm, ikke helt nemt.

Professionelle cabaretdansere

Den sidste aften tager vi på Tropicana Cabaret, det verdensberømte show, der har eksisteret siden 1939. Omgivelserne kan ikke være mere sanselige. Forestillingen er udendørs, og Havanas silkebløde nat smyger sig om vores ben, mens vi skænker os et glas af den flaske rom, der hører med til billetten. Showet fortjener al den berømmelse, det har. De 200 dansere er iført de mest overdådige dragter i tyl, flæser, perler og fjerboaer. Hovedpynten er rask væk en meter høj og ligner indimellem noget, nogle meget krøllede hjerner har fundet på. En pailletbesat ananas-top med en sølvtromme indeni, for eksempel. De opfører små minifortællinger om elskov, misundelse, død og had i forskellige settings: under en spansk tyrefægtning, mellem græske krigere og i det gamle Kina. Alle danserne er smækre og lækre og topprofessionelle, men alligevel er vi underligt uberørte af det. Af en eller anden grund er kvinderne her ikke lige så sexede som dem inde i de smalle gader i den gamle bydel. Måske fordi hele showet er så gennemtænkt og planlagt og alt andet end underspillet. Måske fordi kvinderne ikke har fundet centrum i deres egne krop og i de cubanske rytmer?

”Oh, you’re such a beautiful woman,” siger tjeneren den første dag, og det kommer så uventet, at jeg rødmer og forfjamsket siger tak som en skolepige. Men snart vænner jeg mig til det og lærer at nyde det. Mændene komplimenterer konstant kvinderne, og de er ikke kræsne. På Cuba er alle kvinder lækre uanset størrelse og alder. Måske bliver mit næste skridt at krybe i en ultrastram kjole og lade former være former?

En kvinde står lænet ud over balkonen på det slidte lyserøde hus og ryger en cigaret sammen med sin mand, mens de svajer til lyden af en stille saxofon fra baren nedenunder. Det billede tager jeg med mig hjem. Vi lærte aldrig at danse salsa, men vi fik måske en fornemmelse af, hvorfor de cubanske kvinder er så skønne. Fordi de bliver set og påskønnet af deres mænd og derfor kan mærke sig selv så godt, at de kan give slip.

Salsa i Danmark

Har du også lyst til at finde din kvindelige selvtillid frem? Der undervises i salsa over hele landet. Nogle steder er det fast holdundervisning, andre steder kan man bare gå ind fra gaden og danse med. Se for eksempel

Århus: www.salsaclave.dk

Ålborg: www.aalborgsalsa.dk

København: www.salsalibre.dk og www.cubakultur.dk.

Danseundervisning i Havana

Stine Ortvad fra Cubakultur arrangerer salsarejser til Cuba. Er du i Havana på egen hånd, så tag hen til Teatro América på Avenue de Italia, der tilbyder undervisning i salsa og andre populære cubanske danse som son og cha-cha-cha. Det koster omkring 10 CUC per person for en time. Hvis du bor privat i en casa particolare, så spørg dine værter, om de ikke kender en lærer, der giver privattimer.

Bragt i Femina, september 2009