Ingen tvivl om, at Burj al-Arab er et luksushotel med format, men serviceniveauet halter bagefter.

Højere, vildere, dyrere. Dubai elsker sine utallige placeringer i Guinness Rekordbog. Burj al-Arab er med sine 321 meter det højeste hotel i verden og er med listepriser, der starter ved 9.000 kroner for en overnatning – uden morgenmad – helt klart også et af de dyreste. Hotellet står som et udspændt sejl 280 meter fra kysten ud for Dubai og fungerer som ikon for byen. Ledelsen af hotellet har aldrig selv påstået, at det var til syv stjerner, men har gladelig citeret den journalist, der begejstret udråbte det til verdens eneste syvstjernede hotel. I dag er Burj al-Arab kendt over hele verden blandt mennesker, der ikke ved noget som helst andet om hverken luksushoteller eller Dubai. Brandingen har virket.

Set med kølige skandinaviske øjne er hotellet ikke ligefrem et studie i god smag. Designet er holdt i stærke farver – højrødt, skriggult og stærk pink – og på badeværelserne er armaturet og fliserne belagt med 22 karat guld. Der er ingen værelser på hotellet, kun suiter i to etager. I luksussuiten fører en bred marmortrappe med guldbalustre op til de to enorme soveværelser med himmelsenge på runde podier, der kan dreje hele vejen rundt.

Dubais oliereserver er langt mindre end i naboemiratet Abu Dhabi og i Saudi-Arabien. De forventes at være udtømt inden for de næste 20 år, så hvis ørkenstaten vil fortsætte sit liv på første klasse, skal indtægterne hentes hjem andre steder. Det sker gennem en målrettet satsning, hvor staten – det vise sige sheik Mohammed – investerer store summer i byggeprojekter som Burj al-Arab. Det er en satsning, der har givet bonus. Dubai har fået et monumentalt vartegn, der er kendt over hele verden.

Men når det kommer til stykket, er brandet bedre end hotellet. Snarere end syvstjernet er Burj al-Arab i virkeligheden nærmere firestjernet, skriver John A Vlahides i Lonely Planets Dubai-guide. Han har tidligere været senior concierge på et luksushotel og medlem af Les Clefs d’Or, det internationale forbund af concierger. Problemet med Burj al-Arab er, at de ansatte på hotellet er uerfarne unge, der kommer fra udviklingslande, og som ikke er i stand til at afkode gæsternes behov – inden de når at udtrykke dem. Selv måtte han åbne døren ind til hotellet, mens en parkeringsdreng venligt smilende så til. Parkeringsdrengens arbejde er at parkere biler, ikke at åbne døre, og i et land, hvor arbejdsvisaet følger arbejdsgiveren, tør ingen ansatte gå ud over deres arbejdsbeskrivelser. En detalje, men det er den slags detaljer, den femte stjerne afhænger af.

Det påvirker også eksklusiviteten, at det ikke kun er overnattende gæster, der har adgang til hotellet. Besøgende udefra kan indtage en overdådig eftermiddagste med panoramaudsigt ud over Dubai i Sky Bar på 27. etage eller spise middag på den dyreste restaurant i byen, der er bygget op omkring et enormt akvarium, hvor farvestrålende koralfisk og hajer svømmer rundt lige ved siden af den hvide dug og sølvtøjet.

Men det er småting, der ikke bekymrer dem i Dubai. Burj al-Arab har tjent sig selv ind efter bare ti år og har en belægning på 95 %. Oliesheikerne og de nyrige russerne har ingen problemer med at betale 100.000 pr. nat for luksussuiten. Praleeffekten ved at kunne blive hentet i helikopter i lufthavnen og sat af på hotellets tag, blive kørt rundt i byen i en af hotellets hvide Rolls Roycer eller drikke verdens dyreste drink – en whisky til 27.321 dollars – er det hele værd.

Bragt i Visitor, december 2009