Ankomsten er dramatisk. Flyet lægger an til landing midt ude i vandet og er kun få meter fra at røre ved det Caribiske Hav, da landingsbanen dukker op ud af det blå og vi sikkert rammer St. Thomas. Velkommen til US Virgin Islands, de gamle Dansk Vestindiske Øer.
Dansk Vestindien er et oplagt sted at rejse på ferie, når sneen lægger sig over Vinterdanmark. Gennemsnitstemperaturen er 27 grader – året rundt. Øerne bugner af minder om Danmarks fortid som slavenation og er fyldt med fortællinger om pirater, slaveoprør og masser af rom. I havet er der koraller og regnbuefarvede fisk og sænkede skibe, der kalder på at blive udforsket.

På udkig efter pirater og bortløbne slaver

St. Thomas, St. John og St. Croix hedder de tre ret små øer. På St. Thomas ligger hovedstaden Charlotte Amalie, og det er her de fleste fly lander. Charlotte Amalie er præget af de mange krydstogtskibe, der lægger til kaj kl. 9 om morgenen. Så myldrer turisterne hen i Main Street for at købe smykker, spiritus og parfume, der sælges i en af de utallige toldfrie forretninger. Klokken 17 sejler skibene igen, og så bliver der stille i byen. Skynd dig at købe det, du har brug for, og tag så en rundtur til de historiske seværdigheder, der gør De Vestindiske Øer til en eksotisk blanding af Caribien og dansk provinsby. Start med den røde fæstning Fort Christian, der er den allerældste bygning fra danskertiden. Herfra kunne guvernørens mænd holde øje med både pirater og maroons, slaver der var stukket af. Den er under ombygning så de første par år må du nøjes med at se den udefra. Også Frederikskirken og familien Haagensens hus er et besøg værd. For enden af de såkaldte 99 trin (der er 103) ligger Blackbeard’s Castle, et vagttårn fra 1679. Derfra er der en vidunderlig udsigt over hele Charlotte Amalie. Det er let at leve sig ind i danskernes liv på de fjerne, eksotiske øer. Det har krævet stort mod og eventyrlyst at rejse ud til et liv som planter og slaveejer. Desværre i mange tilfælde kombineret med et hårdt hjerte – selvom vi som danskere gerne vil forestille os noget andet!

Trekking gennem fredet regnskov

På St. John bor de rige – altså de rigtig rige. En af Rockefellerne byggede i 50’erne luksushotellet Caneel Bay og opkøbte en stor del af øen for ikke at få irriterende naboer. Senere forærede han jorden til staten på betingelse af, at den blev fredet. Størstedelen af øen er i dag nationalpark, og du kan tage på trekkingtur gennem tropisk skov og forbi gamle ruiner fra kolonitiden. Besøg resterne af sukkerplantagen Annaberg, der giver et godt billede af, hvordan slaverne fremstillede sukker. Sukkerrørene blev presset til saft i en mølle og udkrystalliseret til brunt sukker, der blev sendt i tønder hjem til København. Restproduktet brugte man til rom. St. John har også nogle verdensberømte strande, bl.a. Trunk Bay.

1800-tallets København

Men allerdejligst er St. Croix. Mens St. Thomas har 300 juvelerbutikker, har St. Croix lige så mange kirker, og det fortæller lidt om forskellen på de to øer. Hovedbyen Christiansted er lille og dybt charmerende – og meget dansk. Fortet, toldboden, den danske kirke og guvernementshuset, hvor Peter von Scholten inviterede de sorte til bal, gør omgående opmærksom på sig selv. Det føles som at gå rundt i 1800-tallets København under de gulmalede murstensarkader. Men sørg også for at liste dig ind i de små gårdhaver. Mange steder gemmer der sig skønne cafeer og restauranter. Og så laver de noget af verdens bedste rom på St. Croix. Cruzan Single Barrel. Drik den som en cognac og gå på ”cruzan time”. Så går alting meget langsomt!
Ca. tre kvarters kørsel fra Christiansted ligger familien Lawaetz’ hus, der i dag er museum. Carl Lawaetz rejste til Vestindien i slutningen af 1800-tallet og boede på St. Croix sammen med sin kone og syv børn. Det er kun få år siden, den sidste af sønnerne døde. Parken er en hel botanisk have med baobabtræer, mahogni, avocado, kokospalmer og blomstrende amaryllis, hibiscus og bougainvilleaer. Familiens møbler, bøger og fotos fylder stadig det enkle hus og giver en god fornemmelse af et dansk liv i troperne.

Blandt skildpadder og skibsvrag

Men Vestindien er ikke kun et gammelt dansk frilandsmuseum. Øerne er i høj grad en pulserende del af Caribien med karneval, dunkende reggaerytmer og mænd med smukke rastafrisurer. Og så indbyder Vestindien til en fysisk aktiv ferie. Du kan dykke, snorkle, sejle i kajak og køre på jeepsafari til nogle steder på øen, som er så ufremkommelige, at man tror det er umuligt at køre der.
Især dykningen har unikke betingelser. Der ligger adskillige skibsvrag ud for St. Croix, og der er flere nationalparker under vandet. Men toppen er ”The Wall”, en lodret væg, hvor man kan dale ned langs korallerne omgivet af mangefarvede fisk, skaldyr, skildpadder og endda støde på et gammelt dansk anker.

Den danske fortid

Øerne var danske helt indtil 1917, hvor de blev solgt til USA. I dag vajer Dannebrog over mange af de gamle danske bygninger, og danske turister bliver mødt med stor varme. Mærkeligt nok, for selvom vi gerne ville tro, at det forholdt sig anderledes, var den danske kolonimagt ikke ligefrem blødsøden over for sine undersåtter. Danskernes slaver blev behandlet præcis lige så elendigt som alle de andres, og der er grusomme fortællinger om slaveoprør og sadistiske straffe. Men det har deres efterkommere tilgivet os. Gaderne har navne som Vimmelskaftet og Dronningensgade, et af de lokale dagblade hedder St. Croix Avis, og arkitekturen er umiskendeligt dansk. Selv murstenene kommer fra Danmark.

Hoteller

Nogle af de mere charmerende hoteller i Charlotte Amalie på St. Thomas er Hotel 1829, et historisk hotel med en helt særlig atmosfære, og hotellet oppe ved Blackbeard’s Castle, der har pool og værelser med en overvældende udsigt.
I Christiansted på St. Croix kan du for eksempel vælge Hotel Caravelle, der har det venligst tænkelige personale og ligger helt ud til strandpromenaden, eller det nyistandsatte Club Comanche Hotel, der føles, som om man er vandret lige ind i kolonitiden med lyse lette gardiner og stilrene mahognimøbler.

Sådan gør du

Køb rejsen hos nogle af de bureauer, der arrangerer rejser hertil, eller bestil selv fly via en søgemaskine som Momondo. Der kræves ikke visum, men du skal udfylde en Establanket. Mellem øerne kan du tage en vandflyver, og transporten rundt på øerne klares med dollartaxaer, hvor man betaler et par dollars for at køre med på en rute. Det er heller ikke dyrt selv at hyre en taxa. I øvrigt er priserne i Vestindien omtrent som de danske.