Jerusalem ligger i Etiopien

Det er som at rejse hundredvis af år tilbage i tiden at besøge de kristne klippekirker i Etiopien. Som bygningsværker er de ubegribelige, men endnu mere imponerende er det liv, der udfolder sig i dem.

Af Malene Bjerre

”Jeg vælger en marmorblok, og så skærer jeg alt det væk, jeg ikke har brug for.” Sådan skal den franske billedhugger Auguste Rodin have sagt om arbejdet med sine verdensberømte skulpturer, og det lyder jo legende let.

Måske tænkte den etiopiske kong Lalibela lidt det samme, da han omkring år 1200 besluttede sig for at genskabe Jerusalem i de hårde klippeformationer i højlandet 6-700 kilometer nord for hovedstaden Addis Ababa. Han og hans mænd huggede elleve kirker ned i klipperne, og da de efter ganske få år havde skåret alt det væk, de ikke havde brug for, var både det jordiske Jerusalem, det himmelske Jerusalem, Jordanfloden, Taborbjerget, Abrahams grav, skærsilden og Noas ark repræsenteret.

Det er i hvert fald det, legenden og vores meget dedikerede guide, Mashet, fortæller. Historien lyder, at 4.000 mand på bare 24 år hentede kirkerne frem af klipperne – noget, der aldrig ville kunne lade sig gøre, hvis ikke englene havde hjulpet til om natten, siger Mashet, mens han smiler glad og tillidsfuldt.

I virkeligheden er de elleve kirker bygget i så forskellige stilarter, at de næppe er blevet bygget på så kort tid, og forskerne mener, at mindst 400.000 mænd må have deltaget i arbejdet. Men uanset tilblivelseshistorien er de mange hundrede år gamle kirker i Lalibela dybt fascinerende. Fra oven kan man se, hvordan kirkerne gruppevis hænger sammen i ét bjergmassiv. Mange af dem er monolitter, det vil sige udhugget af én og samme sten uden brug af byggeblokke. Der er tale om virkelig gennemførte byggerier; kirkerne har søjlegange, trapper, bænke, kunstfærdigt udhuggede vinduer og relieffer, og nogle af dem er på størrelse med mellemstore danske landsbykirker.

Men det, der for alvor gør indtryk, er det liv, der udfolder sig i kirkerne. 44 procent af befolkningen i Etiopien er kristne, og mange af dem valfarter til Lalibela eller har ligefrem slået sig ned. Pilgrimme klædt i hvidt synger og læser højt af Bibelen, mens en præst svinger med røgelseskarret. I små huler i klippevæggene rundt om kirkerne bor der munke, der lever hele deres liv midt i helligdommen, og en farvestrålende begravelsesprocession bevæger sig rundt mellem klipperne. Vi skal tage skoene af, inden vi går ind i kirkerne, hvor der ligger tæpper over alt. Forhæng skærmer af ind til det allerhelligste, hvor kun præsten har lov til at komme, og op ad væggene står der store malerier med bibelske motiver, nogle af dem mange hundrede år gamle, andre helt nye.

Det mest overraskende er, at pilgrimmene er helt uforstyrrede af vores tilstedeværelse. De bedende kigger knap op, når vi tager billeder, og vi kan gå, hvor vi vil. Og der er ikke mange andre turister. Det føles, som en tidsmaskine har sendt har sendt os mange hundrede år tilbage i tiden.

Illusionen bliver kun brudt af de store læsejl, som UNESCO har sat op for at beskytte klippekirkerne. De besøgendes sikkerhed er man knap så optaget af. De lodrette klippesider ned mod kirkerne er helt uafskærmede, og jeg spørger Mashet, hvor tit det sker, at nogen falder ned.

”Det er aldrig nogensinde sket,” smiler han glad. ”Det sørger englene for.”