Bliver man rodløs og mister den konkrete jordforbindelse, når man flytter til udlandet? Sådan føles det indimellem for Neel Rocco i hendes nye hjemland, Kroatien. Hun tror nu snarere, at hjemmemagien ligger i sproget.
Neel Rocco har boet i Kroatien 20 år. Hun taler flydende kroatisk og kan som medlem af byrådet i Labin uden videre diskutere økonomi og budgetter på kroatisk. Men hun kan kunne slappe helt af på dansk.
Jeg bor i Kroatien i en lille middelalderby på toppen af en bakke med udsigt til bjerge og et blåt hav. Gaderne er krogede, brostenene ujævne, og der er både kirke og klokketårn. Det er sådan en rigtig postkortby, som turisterne flokkes i, mens de siger åh og næh. Solen skinner generøst det meste af året, og om sommeren bader jeg fra nogle af Adriaterhavets bedste strande. Dette idylliske sted har været mit hjem i over 20 år, og det meste af tiden føler jeg, at jeg hører mere hjemme her i solen end under de lavthængende, grå skyer i det land, hvor jeg er født. Når jeg alligevel med regelmæssige mellemrum længes tilbage til Danmark, er det oftest, fordi jeg savner en bestemt følelse eller en særlig stemning, som Kroatien ikke kan vække i mig.
Min kusine har et sommerhus på Tåsinge, som vi i gode år er så heldige at kunne låne. Det ligger i en skov lige ud til vandet, og der er en stor, grøn græsplæne foran. Når vi kommer til Tåsinge, er det første, jeg gør, altid at tage sko og strømper af og bore tæerne ned i græsset. Det blæser næsten altid, og mens jeg står der, kan jeg høre vinden suse i bøgetræerne, der omgiver huset. Så kigger jeg ud over vandet, over mod Langeland med dens vindmøller, mens der breder sig en stille fred i mig.
Der er helt sikkert noget magisk over det sommerhus, men følelsen af fred er ikke begrænset til Tåsinge. Jeg har nemlig også følt den i haven ved min tantes hus i Viborg, men sjovt nok aldrig det første sted, hvor jeg boede i Kroatien, selvom vi skam også havde både have og en fantastisk udsigt over et blåt hav. Guderne skal vide, at jeg har prøvet at bore mine tæer ned i græsset dér mange gange uden at føle den samme fred, den samme grundlykke, som når mine fødder står på en dansk græsplæne.
Mistet jordforbindelse
Dette mærkelige forhold har fået mig til at tænke på, om der ligger noget bag de fraser, man har hørt så mange gange. Skal man måske nogle gange forstå udtryk som “at have fødderne solidt plantet i den danske muld”, “at have jordforbindelse”, ”at slå rødder” helt bogstaveligt? Har jeg i en meget konkret forstand mistet jordforbindelsen, da jeg flyttede til Kroatien, og er det den, der bliver genetableret, når jeg smider sandalerne på Tåsinge? Lider mit indre i stilhed til hverdag, fordi jeg blev rodløs, da jeg flyttede fra dansk jord?
Huset på Tåsinge har været en del af min sommer næsten hvert år, siden min ældste søn var helt lille. Det er mere end noget andet stedet, hvor jeg har forsøgt at bibringe mine tresprogede, flerkulturelle børn en oplevelse af (sommer i) Danmark med alt, hvad det indebærer for os. Grillaftener, badning fra sandstrand, indendørslege i regnvejr, flødeboller, leverpostejmadder, nye kartofler, lyse aftener og gåture i bøgeskoven … og det er lykkedes. Alle disse oplevelser og elementer er nu indlejret i deres sommer-dna på linje med oplevelser, der er så forankrede i vores kroatiske hjemstavn, at de ikke vækker nævneværdige associationer, når man fortæller en dansker om dem, og da slet ikke på tryk: cevapcici, at vente med at gå på stranden, til det er blevet så tilpas køligt, at man kan holde ud at træde på stenene, iskold malvazija, cikader, jazzkoncerter under træerne …
Når jeg er i sommerhuset på Tåsinge, bliver jeg mindet om, at jeg har gjort noget godt for mine børn og for mig selv. Jeg har lært dem dansk, jeg har set timevis af Bamse og Kylling og Sigurds Bjørnetime med dem, jeg har slæbt dem rundt i Danmark til familie og venner og seværdigheder, og så har jeg givet dem alle de gode sommeroplevelser på Tåsinge. Det er lykkedes mig at indpode noget ærkedansk i dem, til trods for at de aldrig – endnu – har boet i landet, og takket være det kan jeg trods min udlændighed tale med dem på mit modersmål og føle mig hjemme på den der helt særlige måde, man gør, når man ved, at man bliver hundrede procent forstået.
Et katalog af referencer
Og her er jeg nok fremme ved det egentlige: Når jeg kommer til Tåsinge, ved jeg, at det kun er et spørgsmål om tid, før andre familiemedlemmer eller gode venner indfinder sig. Så bliver der samtaler over kaffe eller rødvin, samtaler, hvor jeg ikke skal tænke over, hvordan denne eller hin sætning nu skal skrues sammen, og hvilken vej jeg nu skal vælge gennem den jungle, den sindssygt komplicerede kroatiske grammatik er. Jeg kan bare tale! Og pludselig er jeg god til at formulere mig! Ordene flyder, de sjove formuleringer står i kø, jeg er underfundig og vittig og har et helt katalog af sproglige og kulturelle referencer at trække på.
Det går op for mig, at det at få lov at tale mit modersmål, at være sammen med min danske familie og venner, og at kunne mærke den til tider lidt for kolde danske vind på mine kinder, betyder noget i samspil med hinanden. Det udgør til sammen det batteri, der går dødt engang imellem og ikke kan lades op med kroatisk sol og dejligt varmt havvand, men som kræver, at jeg med jævne mellemrum borer tæerne ned i græsset under lavthængende grå skyer et sted mod nord.
Seneste kommentarer