6 grunde til at rejse til Havana i en fart

Glem alt om shopping. Havana er en hovedstad på festmåden; ryg en god cigar, vrik lige så underspillet med numsen som cubanerne, skyl ned med en piña colada og kør hjem i et dollargrin. Det er skønt. Men under overfladen er der noget, der gør byen endnu dejligere: en vilje til at overleve på trods.

Af Malene Bjerre

Havana ligner en film fra halvtredserne. De smukkeste palæer ligger side om side langs brede boulevarder; røde, grønne og blå Chevrolet’er og Pontiac’er cruiser på Maleconpromenaden langs det turkisblå hav. Men skønheden er i forfald. Havana ligner en by, der har fået bank.

For 56 år siden overtog socialisten Fidel Castro styringen af landet og kastede sig uforfærdet ud i et eksperiment for at skabe en lille socialistisk stat lige ved siden af storebror USA, der ikke plejer at se med milde øjne på den slags. Det gik nogenlunde, så længe Sovjetunionen hjalp til. Men efter afslutningen på den kolde krig har Cuba stået helt alene. Mod alle odds har ø-staten indtil videre klaret sig på sin egen måde. Og cubanerne insisterer på, at man godt kan feste og være glade alligevel.

Men ikke uden sår. De neoklassicistiske palæer er afskallede; de huser måske nu syv familier i stedet for den ene, de er bygget til, og ingen af dem har råd til at vedligeholde det. Amerikanerbilerne, som alle sammen stammer tilbage til tiden før revolutionen, er skramlede og ukomfortable og koster en formue at holde. Cuba bærer sine sår på forsiden, og det gør kun Havana endnu smukkere, at vi kan læse historien i gaderne.

Fidel Castro praler ellers med at have overlevet otte amerikanske præsidenter, men i dag er han gammel og syg, og hans bror Raul har overtaget landet. Sammen med USA’s præsident Obama har Raul Castro gennemført en større udveksling af fanger og har udtrykt hensigter om på sigt få ophævet handelsblokaden mod Cuba. En blokade, der har efterladt Cuba som et forarmet land, der har svært ved at ændre på sine vilkår alene. Cubanerne har fx masser af læger, for deres uddannelsessystem er i top, men de har ikke mulighed for at købe livsvigtigt hospitalsudstyr fra USA, der også gør sit yderste for at hindre resten af verden i at handle med Cuba.

Hvis der er nye tider på vej, må vi glæde os på vegne af den smukke caribiske ø og dens hårdtprøvede indbyggere – og skynde os herover og suge den sidste rest til os af det helt unikke land, gemt i en tidslomme.

1. Rom og cigarer: En fortælling om slaver og sørøvere

Det var Columbus, der bragte sukkerrøret til Cuba i 1493. Det frodige klima var som skabt til at dyrke sukker, og Cuba blev snart til én stor sukkerplantage. Rommen var oprindelig et sideprodukt af sukkermelassen og kun noget slaverne, sørøverne og sømændene gad drikke. I dag har den søde stærke drik fundet vej til herreværelserne og kan fås i lige så fine og dyre udgaver som whisky.

I Havana er der rom overalt. På barerne og dansestederne står der en flaske sammen med en enkelt cola på bordene, og cocktails som mojitoer, pina colada og daiquiris koster en slik. Tag en tur på Museo del Run og få en rundvisning i rommens eventyrlige historie. Og husk at smage på varerne! Vælg de lagrede udgaver.

Til et glas rom hører en god cigar. Den romantiske fortælling lyder, at cigarerne bliver rullet mellem lårene på cubanske jomfruer; men det er uden tvivl en mand, der har fundet på den historie. I dag kan du se cigarerne blive rullet (i hånden) på Romeo y Julieta-fabrikken (der ligger på Belascoaín mellem Peñalver y Desagüe i Centro Havana), mens en kvinde læser op for det arbejdende folk af avisen om formiddagen og romaner om eftermiddagen. Bare fordi man er cigarruller, betyder det jo ikke, at man er ligeglad med verden omkring én. Køb billet til rundvisning på dit hotel.

2. Machoforfatteren: I Hemingways fodspor

Den gamle Royal skrivemaskine står i stuen, som om Hemingway lige har rejst fra den for at blande sig en daiquiri. Ude på badeværelset kan man se hans omhyggelige optegnelser over sin vægt, som bestemt lå i den tunge ende.

Den berømte amerikanske forfatter Ernest Hemingway boede på Cuba i over 20 år, en stor del af tiden på landstedet Finca Vigia 12 km uden for Havana. Han rejste derfra i 1960 og begik selvmord kun et halvt år efter, så alle hans ting står, omtrent som han forlod dem. I Cuba skrev han nogle af sine største romaner, og han elskede sin caribiske ø.

Med til den lille pilgrimsrejse i forfatterens fodspor hører et besøg på det aristokratiske hotel Ambos Mundos inde i Havana. Her kan du få lov at se dig omkring på værelse nr. 511, hvor Hemingway skrev Hvem ringer klokkerne for. Og tag endelig en drink på tagterassen med den storslåede udsigt ud over byen. Stemningen på forfatterens yndlingsbar El Floridita for enden af gågaden Obispo er til gengæld noget mere turistet og højrøstet, og bulen El Bodeguita del Medio (der ligger på Empedrado) er decideret vild og kræver godt festhumør. I det stille fiskerleje Cojimar tæt på Finca Vigia har restauranten La Terraza sat silkesnore omkring det bord, Hemingway sad ved, når han jævnligt spiste frokost i vandkanten. Lad taxaen køre forbi på vejen tilbage fra Finca Vigia; regn med 300 kroner for hele turen.

3. Kropslighed: Find erotikken frem

Selvom man er langt ud over pensionsalderen, kan man både spille musik og danse i Cuba. Hver dag er der koncert på Casa de la Musica på Calle Galiano i Centro Havana, hvor unge musikere med kasket og diamanter i ørene står på scenen og synger og spiller sammen med folk, der uden problemer kunne være deres bedsteforældre. På gulvet foran dem danser tykke og tynde; gamle og unge; sorte, hvide og latinoer med hinanden. Og kan man egentlig godt danse så tæt og erotisk, hvis man ikke er kærester? Åbenbart; de gør det i hvert fald på kryds og tværs.

Livsglæden og kropsligheden er ikke til at tage fejl af, og den sidder dybt i kroppen. Cubanerne lærer at danse, fra de er helt små. Det står straks noget værre til med os stive nordeuropæere. Få lidt undervisning, inden du møder op, eller kast dig bare ud i det. Mændene er gode til at føre, og du lærer hurtigt grundtrinene.

Prøv danseskolen Teatro America lige ved siden af Casa de la Musica. Regn med at betale omkring 75 kroner i timen pr. person.

4. Solskin: Havana er hot

Om dagen skinner solen; om natten griber en brise fat i dansekjolen. Det caribiske vejr er stort set altid godt. I september blæser orkanerne, og det gør havnepromenaden Malecon til et uforligneligt syn, når vandet skyller ind over den og får kæresteparrene til at flygte, men er ellers nok rarest at slippe for. Resten af året svinger temperaturerne mellem 25 og 35 grader; når det er varmest, kommer der også jævnligt en regnbyge. De fleste hoteller i Havana har swimmingpool og låner som regel også gerne en solstol ud til gæster udefra mod en betaling på omkring 75 kr.

Strandferien får du på Varadero, en lang finger, der peger ud i Atlanterhavet 140 km øst for Havana. Den ligger kun to timers kørsel fra Havana; stranden er kridhvid, og vandet vidunderligt. Der er son-koncerter og salsaundervisning på resortene og nede på stranden, og du mærker tydeligt, at du er i Caribien. Men er det den ægte cubanske feel, du går efter, skal du holde dig til Havana.

5. Mad: Alt godt fra havet

Hummere, tigerrejer, knivmuslinger og krabber. Havet omkring Cuba er et bugnende spisekammer, og cubanerne er ved at lære at bruge det. Indtil for få år siden var alle restauranter statsejede, og det er mange stadig. Men styret har i løbet af de sidste ti år åbnet op for private spisehuse, de såkaldte paladares. I nogle af dem føles det, som om du bliver inviteret ind i et cubansk hjem, andre ligner almindelige restauranter.

Prøv fx Porto Habana (Calle E, 158B på 11. etage, lige i nærheden af Hotel Presidente), der serverer hummer med udsigt ud over hele Havana. Eller sæt dig på verandaen i et af palæerne i Vedado og nyd den slidte skønhed, mens du får serveret billig og lækker pasta, kylling eller skaldyr. Union de Francesca på Calle 17, lige ved siden af parken, hvor en bronze-John Lennon hænger ud på en bænk, serverer middagen på den dejligste svalegang. Dulce Habana, også på Calle 17, er et andet godt bud.

På El Patio ved katedralen midt i den gamle by ved de godt, hvad de skal tage for middagen. Til gengæld spiser du næppe i bedre omgivelser. Barokkirken er smukt oplyst, og pladsen fyldt med mennesker.

6. Musik: Sorgfulde toner fulde af håb

Den amerikanske guitarist Ry Cooder samlede i midten af 1990’erne nogle af Cubas allerstørste glemte musikere i orkestret Buena Vista Social Club. Det var mænd og kvinder på både 80 og 90 år, som var gået i glemmebogen efter revolutionen. Historien og bandet er senere blevet foreviget i Wim Wenders vidunderlige film af samme navn. Musikken er hjerteskærende smuk, stemmerne er slidte og fortæller historien om et langt livs skuffelser og sorger – og har samtidig den løfterige pointe, at det aldrig er for sent. Hverken for cubanerne eller for landet.

Musikken spiller en kæmpestor rolle i Cuba. På hvert gadehjørne, på den mindste cafe og restaurant og ud fra baggårdene lyder tonerne af salsa og den cubanske son, der er beskrevet som “resultatet af en kærlighedsaffære mellem den spanske guitar og den afrikanske tromme”.  Flere steder kan man høre nogle af de medvirkende musikere i Buena Vista Social Club, der stadig lever. Prøv fx Cana Santa Bar, der holder til på Zulueta No. 660. For et par timer er det som at træde ind i filmen.

Revolutionens kitsch

Du kommer ikke til Cuba for at shoppe men for oplevelsernes skyld. Mange af dem kan du til gengæld tage med hjem; overalt er der butikker med rom og cigarer. Cubanerne laver også god kaffe, og på cafeen El Escondial på Plaza Vieja i den gamle bydel kan du købe en pose kaffe med hjem. Og efter et par dage på Cuba må du eje en cd med din yndlings-salsa; den kan du købe i den smukke men halvtomme butik La Moderne Poesia, for enden af Obispo, lige i nærheden af El Floridita.

Og endelig kan du få Che Guevara på T-shirt. Che på forklæde. Che som nøglering. Che som bordskåner. Revolutionens kitsch kender ingen grænser.

Direkte fly fra Danmark

Vi rejste med Bravo Tours, der har direkte flyvninger til Cuba fra København og Billund. På turistenklaven Varadero har de resorts med usædvanlig lækker all inclusive, fx det luksuriøse Princesa de Mar.

I Havana ligger det toplækre hotel Melia Habana 12 km fra den gamle bydel, men en gratis shuttlebus fem gange om dagen i en rute langs Malecon gør det til at leve med placeringen.

Lidt mere slidt er El Presidente. Til gengæld er hotellet fyldt med historie og charme, og det ligger meget centralt i bydelen Vedado med udsigt ud over havet. Se alle hotellerne på www.bravotours.dk.

Artiklen er bragt i ALT for damerne den 21.12.2015