Den serbiske hovedstad ligger kun to timer fra København og byder på så mange newyorkeragtige barer, designerbutikker og gourmetrestauranter, at det er en gåde, hvor alle turisterne bliver af. Men serberne kan godt holde fest alligevel – og du er velkommen til at være med.

Højloftede barer på hvert gadehjørne, designerbutikker, der ligner kunstgallerier, og kunstgallerier, der også sælger kaffe og unikke tøjkreationer. Cocktailbarer i rustne slæbebåde på Savafloden og jazzrestauranter med japanske supper på menuen.

I 1999 festede de unge serbere på byens tage og broer, da Nato bombede byen for at standse krigen i Kosovo. Og det lader til stadig at være strategien her i byen: Spis, fest, dans, for i morgen er vi måske alle døde. Ingen tror rigtig på, at de serbiske politikere er optagede af at hjælpe befolkningen, så det gælder om selv at sørge for det gode liv: et liv med vennerne, fest, god mad og vin. Og med stor sans for at indrette sig med skæv skønhed.

Beograd er først og fremmest overraskende varieret. Nede ved Savafloden ligger der rustne fragtskibe, der ikke har sejlet i årtier; hele området ligner den perfekte location til en film om den serbiske mafia. I gågaderne ligger de polerede tøjbutikker og cafeer og minder om den tid, da Serbien var en del af Østrig-Ungarn. I Novi Beograd på den anden side af floden dominerer brutalismens højhuse fra det socialistiske eks-Jugoslavien. Og i en lind strøm dukker rå barer, restauranter, designerbutikker og kaffebarer op, der lige så godt kunne befinde sig i Williamsburg eller Meat Packing District i New York.

Glem alt om grå kommunisme. Beograd er i rivende udvikling og det ideelle sted at tilbringe en forlænget forårsweekend.

BO
Overnatninger fås i alle prisklasser. Vælg fx bed & breakfast-stedet Selection Apartments, hvor du kan få et værelse ned til 200 kroner. Det ligger super centralt lige ved Republikpladsen og gågaden; værelserne er ikke store, men rene og fine, og så er der adgang til en lille altan og et veludstyret køkken, også med vaskemaskine. Værtsparret Ivan og Desa er hyggelige mennesker, der gerne henter i lufthavnen, hjælper med adresser og billetter og fortæller løs om livet i Beograd.

Belgrade Art Hotel er et virkelig godt mellemklassehotel. Det ligger lige midt paa gågaden og har fine store værelser til 500-600 kroner for en overnatning.

Eller hvorfor ikke gå all in og tjekke ind på Beograds tophotel, Square Nine (fra 1350 kroner)? Hotellet er femstjernet og gennemført veldesignet. Lobbyen er et miks af colonial style og dansk design: stole og sofaer fra Poul Kjærholm, Kaare Klint og Børge Mogensen blander sig med coffee table-bøger, gamle globusser, ægte tæpper og fotos af det gamle Beograd på væggene. På tagterrassen ligger sushirestauranten Ebisu Japanese Restaurant med formidabel oversigt over byen, men det virkelige hit er i kælderen, hvor spa’en med motionscenter, en 15 meter lang pool, dampbad og varmtvandsbassin befinder sig. Få også en Zen Harmony Massage med Sisleyolie af den særdeles kompetente massør. Selve spaen er gratis for hotellets gæster, men massagen koster 550 kroner for en time.

Du behøver ikke bo på hotellet for at benytte spaen, og det samme gælder restauranten, The Square, der serverer en helt sublim syv retters menu inkl. vin for bare 420 kroner.

 

SPIS
Man spiser godt, billigt og ikke mindst rigeligt i Beograd. Overvej at nøjes med en forret eller del eventuelt en hovedret. Eller nyd at være i et land, hvor mad er dejligt og meget mad endnu bedre. Det er jo trods alt kun en weekend.

Også når det gælder restauranter er der et stort og varieret udbud. Der er de klassiske steder fra det gamle Beograd, fx den stilfulde Klub Knjizevnika, hvor Marlon Brando og Sophia Loren har været gæster (www.klubknjizevnika.rs) , eller den næsten 200 år gamle Znak Pitanja (det betyder ”Spørgsmålstegn”, og det er det, der vises på skiltet over indgangen – stedet har ingen hjemmeside).

Little Bay er bygget som et barokteater, hvor gæsterne spiser i små loger oppe under loftet med mørkerøde velourgardiner og trækker i en klokkestreng for at kalde på tjeneren. Under middagen er der levende musik med opera eller et par strygere. Little Bay har søsterrestauranter i London og Brighton, men i Beograd får du det til den halve pris.

Langs de to floder, der mødes i Beograd, Sava og Donau, ligger der i hundredevis af splavs, restaurantbåde, der serverer på dækket på varme dage. Vælg nogle af de mange fiskeretter på menuen og nyd samtidig lyden af fiskens fætre og kusiner, der springer i floden lige ved siden af.

I den mere tjekkede ende er restauranterne i Beton Hala, de gamle lagerbygninger Savamalaområdet ved Savafloden, der i dag huser det ene højloftede spisested efter det anden. Det er også et godt sted at sippe til en cocktail og lytte til jazz ud på de små timer, fx på Iguana.

Lidt fra centrum, langt nede ad Dobracina i et industrikvarter med autoværksteder og elektronikfabrikker, skyder en række alternative kvalitetscafeer og -restauranter op. Kaffebaren Kafe Przionica rister selv kaffen, og du får den ikke bedre i hele Beograd. Køb også en pose af de nøje udvalgte bønner med hjem. Nabobutikken er et bageri, der bager brød uden gær og tilsætningssstoffer, og til den anden side ligger restauranten Holesterol, der serverer det lækreste svinekød.  Og i nabogaden mødes det kræsne publikum på den kreative restaurant Homa.

Moritz Eis sælger en fremragende is, og kaffen er af høj kvalitet næsten alle steder.

 

SHOPPING
Beograd har alle kædebutikkerne: H&M, Mango og Zara og også dyrere mærker som Boss og Max Mara, men udvalget og priserne er omtrent som i Danmark. Man må undre sig over, hvem der har råd til at købe det dyre tøj; bruttonationalproduktet i Serbien er under en tredjedel af det danske.

Meget mere spændende er det med de små hippe designersteder, der ligger i sidegaderne.

Kig for eksempel forbi butikken Dressing, der gemmer sig i en villa lidt nede ad Dobrocina (i nummer 37). Alt er råt og fantasifuldt – og findes kun i en størrelse (lille) medium. I Belgrade Design District er der samlet en række små indiebutikker, hvor designeren tit selv står bag disken – eller sidder og syr på et outfit. Ud over tøj er der også kunst, antikviteter og kuriosa. Tjek især den poetiske kjole- og skobutik Ana Ljubinkovic og antikvitetshandlen Danica Masnikovic, der mikser klassiske antikviteter med moderne kunst

Mange steder er tøjbutikkerne kombineret med barer eller gallerier. Supermarket Concept Store var et af de første steder med dette blandingskoncept, da det åbnede i 2008. Tanken er, at man både skal kunne shoppe og have en kulturel oplevelse, samtidig med at man kan slappe af med god vin og mad – og endda fået massage. Konceptet har spredt sig, så at mange af cafeerne samtidig udstiller kunst eller serverer et glas vin og man kan få lidt tapas i tøjbutikken. Besøg også high end-butikken Fashoff Bar – fetish collection (Kosancicév Venac 2, ingen Facebook- eller hjemmeside).

Og orienter dig om de nyeste projekter inden for design og kunst på hjemmesiden www.stillinbelgrade.com.

OPLEV
Beograd er en af Europas ældste byer og har en 7000 år gammel historie. Kalemegdanfæstningen er hjertet i byen, og den rejser sig over det sted, hvor de to floder Donau og Sava løber sammen. I parken snakker de gamle og læser aviser, mens børnene leger og kæresteparrene kysser. Fra fæstningen er der en fantastisk udsigt ud over floderne og resten af Beograd.

Navnet Beograd betyder ”den hvide by”, og Kalemegdan ligger vidunderligt, men den sande attraktion i byen er hverken bygningerne eller omgivelserne, men serberne selv. Få en guide fra Belgrade Alternative Guide til at vise dig rundt og fortælle om sin by; du betaler det, du selv synes.

Eller endnu bedre: Tag på en cykeltur med en guide fra iBikeBelgrade og hør den engelsktalende guide fortælle byens historier gennem bygningerne og skibsvragene. Vores guide Simon kæmpede mod Milosevic i slutningen af 90’erne, men har i dag helt opgivet troen på at det serbiske samfund vil blive mere demokratisk. I dag kæmper han bare for et mere jordbundent mål: bedre cykelstier! Turen foregår i et stille og roligt tempo, så der er god tid til at tage billeder og høre historier. Det koster 17 euro pr. person inkl. leje af cykel og varer to-tre timer.

 

 

 

 

 

TRANSPORT

Airserbia flyver direkte fra København på to timer, og billetterne koster ned til 1200 kroner for en returbillet. Hold også øje med Wizzair, der flyver fra Malmø, indimellem for næsten ingen penge.

I den gamle del af Beograd kan du gå til det meste. Hvis du skal over til Novi Beograd eller til den fine historiske bydel Zemun, omkring seks kilometer fra det centrale Beograd, så lej en cykel hos Markoni Sport for 35 kroner for en dag (Tadeusa Koscuska 63, nede ved Donaufloden). I de stejle gader i den gamle bydel ser man ingen cykler, og trafikken er bestemt heller ikke indrettet efter det, men i Novi Beograd og langs floderne er der fine cykelstier og på en af broerne endda en cykelelevator. Der er også en fin tur de otte kilometer rundt om søen Savsko Jezero.

 

Du kan også bare hoppe i en taxa; det er billigt. Du skal bare sikre dig, at taxameteret er slået til, og at det står på en startpris på 10-15 kroner. Regn med 30-35 kroner for en tur i den gamle del af Beograd. En taxa fra lufthavnen ind til byen koster mellem 100 og 150 kroner afhængigt af dag og tidspunkt.