Når man selv bliver den fremmede

Det land, hvor man har hjemme, kan også være det land, hvor man føler sig omklamret og klaustrofobisk, eller måske for hjemme. I det tilfælde pakker nogle af os kufferten og rejser ud i verden. Her bliver der pludselig højere til loftet og færre ting, der giver sig selv, fortæller Morten Riber. Og så prøver man på egen krop at være den fremmede.

Året er 1997, og jeg på vej med mine forældre i bil til Gdansk hvor jeg har fået arbejde på universitetet. Fra Odense til Berlin er vejene fine, men jo længere østpå vi kommer, jo flere huller og bump kommer der i asfalten, og den efterhængte trailer med mine ejendele hopper og danser, så vi må sætte farten ned. Vi krydser grænsen mellem det tidligere Østtyskland og Polen lidt syd for Stettin, og nu begynder den værste del af turen. Vejene er smalle og ikke vedligeholdte, bilisterne kører som gjaldt det liv og død. I lange stræk har vi kun kæmpestore marker til begge sider, levn fra kommunisttidens fællesbrug, store flokke af rådyr og storkereder på pæle og tage. Når vi møder en by, er den grå og faldefærdig, og vi må navigere os igennem små gader for at komme ud på den anden side. Marchhastigheden er halveret i forhold til motorvejene på den første del af turen. Da vi efter mange timers strabadserende kørsel ankommer til Gdansk, stopper vi en pige på fortovet. Hun er omkring 18 år, og vi spørger hende om vej på engelsk, men hun ryster blot opgivende på hovedet. Tysk er heller ingen hjælp. Alligevel finder vi til sidst hen til den forstad ud til havet, hvor jeg skal bo i et kollegium for universitetsansatte i de kommende to år. Som det første får vi vores Toyota Corolla låst inde bag et hegn, for vi har hørt så meget om biltyverier i Polen, og pedellen på stedet anbefaler også, at vi gør det. Nu kan jeg endelig få mit værelse med eget bad/toilet og tekøkken at se. Gulvtæppet er gulbrunt, og i vinduerne hænger tunge, matrøde gardiner fra loft til gulv. Møblerne ligner noget fra et dansk børneværelse i 70’erne. Selv om jeg som udgangspunkt er meget positivt indstillet til mit polske ophold, er det ikke nu, jeg tænker, at dette vil blive to af de bedste år i mit liv. Den tanke kommer først senere.

Nu begynder en lang tilvænningsperiode, hvor jeg stort set ikke er i stand til at kommunikere med andre end kollegaer. Jeg lærer dog forholdsvis hurtigt at sige ’støvsuger’ på polsk, fordi jeg er nødt til at låne den, de har i receptionen. Jeg kan også sige ’pølse’ og ’ost’, når jeg skal handle hos den lille købmand, og ’goddag’ og ’farvel’ kommer også ret hurtigt, men den resterende del af sproget går det noget vanskeligere med. På trods af de sproglige udfordringer kan jeg dog fornemme, at man tiltaler hinanden mere høfligt end i Danmark – i hvert fald i de fleste situationer. Det gælder dog ikke butikker og offentlige kontorer, hvor jeg igen og igen får på fornemmelsen at jeg er til besvær, og at det ville være bedre, hvis jeg ikke var kommet.

Præcis som os på de fleste punkter
I løbet af de næste to år bliver Gdansk mit andet hjem. Jeg begyndte så småt at beherske sproget, og jeg begynder at forstå polakkerne. Jeg kan lide deres mad, deres by og deres land, og jeg har fået polske venner. Det er her, jeg lærte, at det er svært at lære polsk, og at polakker er opportunistiske mennesker, der elsker at sidde ude hele året, iført bælgvanter og dynejakker om nødvendigt, med en øl i hånden. Jeg lærer, at polakker er præcis som danskere på de fleste afgørende punkter; jeg lærer, at de fleste er glade for at være sluppet for kommunismens åg, og for at de er på vej ind i EU. Jeg finder ud af, at polsk brød er utroligt billigt, fordi man anser det som en menneskeret, at alle har råd til brød, og jeg lærer, at polakker er utrolig gæstfrie mennesker.

De to år bliver nogle af de mest spændende i mit liv. Jeg må navigere i et bureaukrati, der er lidt tungere end det danske, og står bl.a. i kø en gang om måneden for at få udbetalt min løn i kontanter af en mavesur bogholder. Til gengæld møder jeg også en polsk kollega, som bliver min kone. Vi bliver gift i Polen, velsignet i Folkekirken, da vi vender hjem til Danmark, og har to børn sammen. Endelig bliver det til mange venskaber og bekendtskaber og et polsk sprog, der støt og roligt udvikler sig til det bedre.

Min tid i Polen har været med til at forme mig som person. Jeg har indset, at mediernes billede af andre nationer ofte er karikeret og bygger på fordomme, som vi danskere elsker at få bekræftet igen og igen, for at vi kan lune os ved tanken om at bo i verdens bedste land. Desuden har jeg tillagt mig stor forsigtighed, når jeg udtaler mig om lande, hvor jeg ikke har boet. Kortere ferier betragter jeg ikke som tilstrækkeligt grundlag for at kende en nation, et folk, en kultur. Det er nødvendigt at bo blandt folk og have en dagligdag med dem for at komme under huden på dem.

Det er formentlig derfor, jeg efterfølgende er rejst ud igen og igen. Jeg vendte tilbage til Gdansk i yderligere to år, jeg har boet og arbejdet i Reykjavik i to år, og lige nu bor og arbejder jeg på tredje år i Prag, Tjekkiet.

”Det andet” og ”det fremmede”
Hvis man er nysgerrig, frembyder alle lande muligheder for at møde ”noget andet” eller ”det fremmede” – også ens hjemland. Men når man bor i sit fødeland, er det måske særligt vanskeligt netop at opleve nyt som ”noget andet” og ikke som ”det fremmede”, det forkerte. Som når vi danskere retter hinandens fejl i sproget, sådan opdager vi i hverdagen også de ”fejl”, der møder os i Danmark. Elementer, som ikke passer ind i vores selvforståelse og vores billede af landet. Derfor mister mange af os ofte muligheden for positiv kulturudveksling og positive kulturmøder inden for Danmarks grænser. Vi kræver assimilation af udlændinge og indvandrere, og de må lægge deres ”fremmedhed” på hylden.

I udlandet er der imidlertid større chance for, at vi selv føler os som ”noget andet” eller ”det fremmede”, og det er en forudsætning for, at vi objektivt kan betragte den kultur, vi befinder os i, og forsøge at finde vores plads i den. Det er også forudsætningen for at møde respekt, når vi bosætter os i andre lande: at vi tydeligt viser at vi er ”noget andet”, og at vi er interesseret i at lære mere om den kultur, der er fremherskende i det nye land. Hvis vi blot bærer vores danskhed med os og holder den op foran os som et værn mod andre kulturer, vil vi blive mødt som (eventuelt skøre) turister eller det, der er værre. En af de ting, der har givet mig flest venner, bekendte og gode samtaler i udlandet, har været evnen til mentalt at pakke Danmark væk og kun tale om mit fødeland, hvis jeg bliver spurgt til det. Og selv da har jeg opmærksomt holdt øje med den lyttendes øjne. Så snart de er begyndt at flakke det mindste, har jeg stoppet min fortælling om det lille demokrati mod nord. Nogle spørger til vores hjemland af høflighed, andre af nysgerrighed og andre igen, fordi de vil have bekræftet bestemte fordomme. Det er en øvelse værd at holde øje med, hvorfor vi selv spørger til andres hjemlande eller til deres oplevelse af Danmark.

På flugt fra det indforståede
Nysgerrigheden har været drivende kraft i mine udlandsophold. Jeg har følt mig som en opdagelsesrejsende og har taget meget lidt for givet. Lokal bliver man nok yderst sjældent, men man kan komme tættere på en forståelse af de lokale ved at forsøge at leve som dem. Det har dog ikke kun været positiv motivation, der gang på gang har fået mig til at flytte til udlandet. Jeg har også været flygtning, og det jeg er flygtet fra er bl.a. indforståetheden i det land, hvor jeg er født. Det er forholdsvis simpelt at forstå andre danskere, når man selv er født og opvokset i Danmark. Det er så simpelt, at indforståethed også er fremherskende: Vi (tror at vi) kender hinanden så godt, at mange ting bliver unødvendige at sige eller diskutere. Dette kan give mennesker en følelse af tryghed og glæde, men i mit tilfælde har det lagt sig som en kvælende dyne over mig, og flugten til udlandet har givet mig følelsen af at kunne trække vejret ubesværet igen, for som udlænding er færre ting givet på forhånd, og alt kan potentielt være til diskussion.

Danmark er også et omklamrende land. Vi er et lille land, og danskere lever i en række mindre kredse, familien, kollegaerne, vennerne, sportsklubben etc., og her skal man passe ind. Man kan godt spøge med, at man skiller sig ud, og det er ok, men det bliver sanktioneret, hvis man virkelig skiller sig ud fra de grupper, man indgår i. Det er en slags landsbymentalitet, og den har selvfølgelig til formål at beskytte fællesskabet, men den giver mig klaustrofobi, når jeg har været for længe i Danmark. Og klaustrofobien bliver yderligere forstærket af det velfungerende danske velfærdssystem, der registrerer os i alle ender og kanter. I udlandet oplever jeg til gengæld, at der er højt til loftet, anonymitet, flygtighed og fred, både socialt og administrativt. Alle disse ting gør det lettere at leve mit liv, og det er en fornøjelse ikke at blive taget for givet eller mødt med indforståethed.

Savn og omkostninger
Den gentagne flugt fra Danmark, som jeg således er skyldig i, har også en række omkostninger. Mine børn og min øvrige familie, som alle bor i Danmark, har måttet acceptere mit fravær i lange perioder, og jeg har også savnet dem. Et savn, der til tider har været hårdt at bære for mig, og sikkert også for dem, men som aldrig har manifesteret sig i hjemve. Man skal aldrig sige aldrig, men jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor jeg kommer til at savne Danmark, på samme måde som jeg savner bestemte personer i Danmark. Økonomisk betaler jeg en pris, for der er omkostninger forbundet med jobskifter og flytninger til udlandet, og da jeg har boet over fem år uden for Danmarks grænser vil jeg blive beskåret i min folkepension, hvis den eksisterer til den tid. Jeg har også oplevet tre hjemflytninger til Danmark, hvor jeg måtte gå arbejdsløs i cirka et år før det lykkedes mig at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Jeg har nemlig kun oplevet ganske få arbejdsgivere, der kan se noget positivt i, at jeg har arbejdet i udlandet i en årrække.

En anden omkostning, som umiddelbart er mindre påtrængende end de andre, men som ikke desto mindre spiller en rolle, er ansvarsforflygtigelse. Jeg har selvfølgelig delvist lagt ansvaret for mine børn over på min ekskone og min familie, og jeg har deponeret mit demokratiske ansvar for Danmarks udvikling hos de danskere, der bor i Danmark og deltager aktivt i demokratiet. Det er en pris, jeg betaler og jævnligt bliver mindet om. Den kan dog ikke fjerne lykken ved at bo i udlandet og få lov at se selv og dømme selv. Polakker, islændinge, tjekker og danskere – som jeg også ser mere objektivt fra min bopæl i Prag.

Her går jeg helt anonymt igennem et hav af turister til og fra mit arbejde på universitetet, der ligger få hundrede meter fra Karlsbroen. Og jeg ved, hvor jeg skal gå hen, hvis jeg vil spise eller drikke øl uden turisternes selskab. Min omgangskreds er lille, primært kollegaer og kæreste, og det nyder jeg til fulde. Det giver mig tid til at arbejde, at nyde byens skønhed og at være sammen med min kæreste. Gennem mit arbejde møder jeg jævnligt danskere, men jeg holder mig på afstand af de fleste arrangementer i det danske fællesskab hernede, for jeg skal jo netop ikke omklamres.

Jeg skal bare glide lige så stille igennem byen, som Moldau, med min franske bulldog ved min side og uden at blive overrasket bagfra af klap på skulderen og joviale hilsner. Så har jeg det godt.

Morten Riber er født i Odense i 1972 og har studeret nordisk og engelsk på Odense Universitet (nu Syddansk Universitet). Han undervist i dansk på universitetet i otte år i Polen, Island og Tjekkiet

Morten Riber har udgivet digtsamlingen IR, har haft sit eget galleri med dansk og polsk kunst – og har handlet med kvalitetsabsinth.