Bestig en pagode. Overnat i et munkekloster, og sejl på opdagelse i kanalerne mellem pælehuse og flydende haver. Få en introduktion til det smukke land, som turisterne først lige er ved at genopdage efter mange års ballade og undertrykkelse.

“Aung San Suu Kyi bliver præsident i 2016,” profeterer astrologen selvsikkert som en smagsprøve på sine evner. Han går gennem rækkerne af grøntsagsboder på det store marked med en vogn fyldt med små horoskopbøger, hvor kunderne kan læse, hvilke muligheder deres liv byder på det kommende år.

Aung San Suu Kyi er altid god at bruge som blikfang i Myanmar, for burmeserne elsker deres åndelige leder gennem mere end 25 år. Og det er slet ikke umuligt, at astrologen får ret i sin forudsigelse. Ved valget i november fik hun og hendes parti hele 86 procent af mandaterne i parlamentet, og militærstyret har lovet at overdrage magten til hende i april. Hvis det sker, vil det være endnu et stort skridt på vejen mod frihed og demokrati for det plagede land.

Myanmar ligger nordøst for Thailand, og før 2. Verdenskrig var det et af de rigeste lande i Sydøstasien med en stor eksport af olie, ædelsten og tropiske træsorter. Men det fik et militærkup i 1962 lavet om på, og indtil for få år siden har diktatorerne kørt landet effektivt i sænk. I 2010 blev Aung San Suu Kyi løsladt fra sin mangeårige husarrest, og fra 2011 begyndte de nye tider så småt at indfinde sig: Myanmar oplevede sit politiske forår.

Men de mange år i politisk og økonomisk isolation har sat sit præg, og i dag føles Myanmar på mange måder som en tidslomme. Ude i bjergene pløjer landbyboerne deres marker med oksekærren, og på vævefabrikkerne sidder arbejderne på række og banker skyttelen gennem skaftevævene med håndkraft, så man føler sig sat flere hundrede år tilbage i tiden. Men i de store byer har alle en smartphone, og der kører nyere japanske biler overalt. Vesten, der i mange år har straffet militærdiktaturet økonomisk, har ophævet sanktionerne, og det har sat gang i økonomien.

Også turisterne har opdaget, at der er nye tider på vej. Mens de stort set holdt sig væk fra landet i de år, hvor der var store sammenstød imellem styret og befolkningen, var der i 2014 omkring to millioner besøgende. I sammenligning med de 29 millioner, der samme år besøgte nabolandet Thailand, er der dog stadig god plads imellem turisterne, så skynd dig til Myanmar. Du kan have det smukke land næsten for dig selv lidt endnu.

Landet er stort og mangfoldigt, men på 14 dage kan du sagtens tage godt hul på landet. Tag med på en rundtur mellem storbyen Yangon, tempelruinerne i Bagan og vandlivet på Inlesøen.

I bjergene føles det, som om vi er i et andet århundrede

Yangon: Funklende pagoder og koloniale palæer

Du har aldrig set så meget guld i hele dit liv. Den næsten 100 meter høje stupa på Shwedagonpagoden glimter i solen og kan ses over næsten hele Yangon. Det er den største helligdom i Myanmar, fordi otte hårstrå fra Buddha efter signende er støbt ind i pagoden, og pilgrimmene valfarter hertil fra hele Myanmar og det øvrige Asien. Og Shwedagon er bare den største; Yangon er fyldt med pagoder, templer og enorme lysende buddhafigurer.

Yangon hed Rangoon, mens Burma var britisk koloni, og har været hovedstad frem til 2005, hvor regeringen valgte at rykke til spøgelsesbyen Naypyidaw. Men i praksis er det stadig Yangon, der er hovedbyen i Myanmar. Sporene fra briterne er stadig tydelige i byens indretning og i de smukke koloniale huse, der oven i købet er ved at blive renoveret. Tag for eksempel en drink eller high tea på det smukke viktorianske hotel The Strand, hvor rockstjerner, de kongelige og store forfattere som Somerset Maugham, Rudyard Kipling og George Orwell har hængt ud.

Men vil du mærke den levende og pulserende asiatiske storby, så tag i Chinatown og spis din fried rice med friske rejer ved et plastikbord sammen med alle burmeserne, der stort set ikke lægger mærke til dig. Og skyl ned med en stor iskold Myanmar-øl.

Bagan: Pagoder, så langt øjet rækker

De over 2.000 templer og pagoder ser ud, som om de er skudt op af jorden. Nogle er af guld, andre af rødbrune mursten, og de ligger lidt hulter til bulter i alt det grønne græs. Men de er bygget tilbage i 1100-tallet, hvor Bagan var hovedstad i Paganriget, der var et religiøst hovedsæde for både buddhismen og en åndekult. Den organiske fornemmelse understreges af, at du bare kan klatre rundt på dem, som du vil. Ved solnedgang kan det være svært at få en siddeplads på de største af dem, for der sidder alle de andre turister også klar med deres kameraer for at fange den røde sol, når den sænker sig mellem spirene fra pagoderne. Et alternativ er at leje en såkaldt e-bike, en eldreven scooter, og køre ud og finde din egen private pagode og nyde udsigten i fred og ro.

Bagan ligger ved floden Irrawaddy, og du kan sejle hertil fra både Yangon og Manderlay. Eller hoppe ombord på de noget hurtigere indenrigsfly.

Pagoderne i Bagan er dybt poetiske i solnedgangen

Inlesøen: Flydende haver og fiskere på ét ben

Ved Inle leves livet på vandet. På ti meter lange både fragtes børnene i skole, grøntsager sejles hen til markedet, og munkene tager turen fra deres klostre hen til en pagode for at meditere. Fiskerne styrer pagajen med det ene ben, så de har begge hænder frie til at smide det kegleformede net ud i søen og trække det ind igen, fyldt med fisk.

Søen er omkranset af bjerge, så for at få mere landbrugsjord har indbyggerne indrettet flydende haver – en slags puder af græs og jord er spiddet til søens bund med lange bambusstokke, og på dem dyrker indbyggerne ris, kål, tomater og blomster.

Alt dette kommer du helt tæt på, når du hyrer en båd for en dag og bliver sejlet rundt i kanalerne mellem haverne. Der er mange gode muligheder for stop undervejs. Ud over klostre og pagoder er det især spændende at besøge de mange små værksteder og fabrikker i pælehusene. På en terrasse kan du se, hvordan blomsterpapiret til de poetiske parasoller bliver til. I et hus lidt længere henne ad kanalen ruller kvinderne cerutter i hånden, et tredje sted sidder sølvsmedene og banker sølvbarrer til skåle og halskæder. Flere etniske minoriteter holder til i nærheden af søen, bl.a. Kayanfolketfolket, hvis kvinder er let genkendelige med en lang og tung snoet messingring om halsen.

Og check ind på et af de smukke pælehoteller. Fx Shwe Inn Tha, hvor du kan sidde ved swimmingpoolen og følge med i livet på søen.

De flydende haver på Inlesøen er spiddet fast til bunden med bambuspinde

Boks: Århundredets kærlighedshistorie – mellem en kvinde og hendes folk

“The Lady” hedder Luc Bessons film om Aung San Suu Kyi, og det var, hvad burmeserne kaldte hende i de mange år under det benhårde militærdiktatur, hvor det var forbudt at nævne hendes navn. Hun er datter af den general, der lavede en tilbagetrækningsaftale med briterne i 1947, men som selv blev slået ihjel af en politisk modstander, få dage inden aftalen trådte i kraft i januar 1948.

Hendes liv er da også lige til en Hollywood-film. Hun var kun to år, da hun mistede sin far. I 1972 giftede hun sig med forskeren Michael Aris og slog sig ned i Oxford sammen med ham og fik to sønner. I parrets helt unge år sagde hun til sin mand, at han skulle vide, at hun ville vælge sit fædreland frem for ham, hvis hun blev tvunget til det – uden at nogen af dem nogensinde regnede med, at det skulle gå sådan. Men i 1988 udbrød der studenteruroligheder, mens Aung San Suu Kyi var på besøg i Yangon hos sin døende mor, og demokratibevægelsen overbeviste hende om, at hun havde en vigtig rolle at spille, hvis Burma skulle slippe af med sit diktatur. Efter det kom hun aldrig tilbage til sit hjem i Oxford. Myndighederne gjorde, hvad de kunne for at få hende til at rejse igen. De satte hende i en årelang husarrest i hjemmet ved Inya-søen i Yangon og nægtede i lange perioder hendes mand og sønner visum, så de kunne besøge hende. I 1999 døde hendes mand syg af kræft, uden at han fik lov at sige farvel til sin kone. Han fik ikke tilladelse til at rejse til Myanmar, mens Aung San Suu Kyi til gengæld hellere end gerne måtte rejse hjem til Oxford og besøge ham – så ville hun bare aldrig få lov at rejse ind i Myanmar igen. Hun valgte at blive hos sit folk.

Munkenes Myanmar

Du ser munkene alle vegne – de kronragede mænd klædt i mørkerøde munkedragte. Man regner med, at omkring ti procent af burmeserne er munke, i hvert fald en del af deres liv.

Munkene er højt respekterede af befolkningen, der holder dem med mad og drikke. Derfor var det et ekstra hårdt slag for regeringen, da munkene i 2007 førte an i et stort oprør mod diktaturet. De blev hårdt nedkæmpet; mange blev slået ihjel og endnu flere fængslet.

Piger kan blive nonner i stedet, dem er der dog langt færre af. De er også kronragede, men går i lyserøde dragter og er en anelse mere tildækkede.

Hvis du tager på trekking i bjergene ved Inlesøen, kan du opleve munkelivet på tæt hånd og få lov at overnatte i et kloster.

Sådan bor og spiser du

De største byer i Myanmar har rigtig gode hoteller – eller i hvert fald næsten. Man kan godt mærke, at turismen ikke helt er oppe i gear endnu, og man betaler overraskende meget for værelser i high end-klassen. Det bliver rask væk til 150 eller 200 dollars pr. nat på lidt anonyme (men udmærkede) luksushoteller som Sule Shangri-La, der ligger midt i Yangon.

Til gengæld kan du go local og spise virkelig billigt og lækkert på gadekøkkenerne, både i Chinatown i Yangon og overalt i landet. Du kan sagtens blive mæt for 15-25 kroner. Og overvej så at bestille bord på det italienske L’Opera ved Inyasøens bred (i Yangon) den allersidste aften. Priserne er omtrent som i Danmark, men maden er god, og omgivelserne nærmest magiske.

Restauranten l’Opera, der ligger på Inyasøens bred i Yangon, serverer italiensk mad i den skønneste have. Regn med 50 $ for tre retter + et glas vin.

Myanmar fra sofaen

Luc Besson: The Lady. Filmen fortæller historien om Aung San Suu Kyi, der forlader sin britiske familie for at kæmpe for sit fædreland og til gengæld vinder ikke bare burmesernes kærlighed men hele verdens respekt.

Anders Høgsbro Østergaard: Burma VJ – reporter i et lukket land. Den danske dokumentar, der har været nomineret til en Oscar, beskriver burmesiske videojournalister, som sætter livet på spil for at fortælle omverdenen om diktaturets overgreb mod befolkningen.

Christina Lund Sørensen: Ashins forår. Den danske journalist har rejst rundt i Myanmar med munken Afshin for at finde ud af, hvordan det er at leve i det undertrykte land og kæmpe for bedre forhold.

Myanmar eller Burma?

De to navne bruges begge stadig. De fleste i Danmark kender landet under det britiske koloninavn Burma. Men i 1989 besluttede regeringen at ændre landets officielle navn til Myanmar, og det er også det navn, de fleste burmesere selv bruger.

Vi var inviteret af Jysk Rejsebureau