Man bliver hurtigt forstemt, når man rejser rundt i Israel og Palæstina. Der er en næsten brutal forskel mellem de velstående jødiske bosættelser og den langt fattigere og forsømte Vestbred.

I 2002, efter en række palæstinensiske selvmordsangreb, gik Israel i gang med at bygge en høj mur for at holde palæstinenserne ude. Det gør svært for mange af dem at komme på arbejde inde i Israel, og samtidig bygger Israel hele tiden nye jødiske bosættelser på det palæstinensiske område. Og der er ingen særlig grund til optimisme. I begyndelsen af 2017, kort efter at Donald Trump blev indsat som USA’s præsident, godkendte det israelske parlament 4000 bosættelser. Jævnligt bryder protesterne mod den israelske besættelsesmagt ud i lys lue. Lige nu er der eksempelvis voldsomme sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og israelsk politi omkring Tempelbjerget i Jerusalem

Men med hjælp fra flere andre har kunstneren Banksy i Betlehem valgt en mere poetisk protestform. Han har indrettet – og finansieret – hotellet Walled Off lige klos op ad adskillelsesmuren. I lobbyen ser en maskeret gudestatue ud over tre basunengle iført iltmasker, der svæver over et flygel. En skovsø-hjort på sofastykket over guldfiskebowlen er gemt bag tremmer, og en kat har et solidt tag i det fuglebur, fredsduen er lukket inde i.

En nat på et af de charmerende værelser koster fra 215 dollars, en seng på en sovesal koster 60 dollars. Og så får du ovenikøbet det, hotellet selv kalder ”verdens værste udsigt” – lige ind i muren. Alt overskud fra hotellet går til lokale projekter.

Også jøder er meget velkomne, skriver de på hjemmesiden og understreger, at fanatisme af enhver art er strengt forbudt på hotellets område.

Tip: Guidede ture

Tag på en guidet tur til Vestbredden med Alternative Tours. De viser dig det, du ikke lige selv får øje på, fx hvordan muren afskærer en palæstinensisk landsby fra sine marker og børnene fra deres skole.

Eller tag to ture til Hebron på Vestbredden, en med jødiske guider fra Hebronfund og en med de tidligere israelske soldater fra Breaking the Silence. Man tror næppe, det er den samme by.

MobilePay. Kunne du lide, hvad du læste? Artiklen er ikke sponsoreret eller solgt til nogen medier, så send gerne et bidrag til 4017 8019. Husk skribentens navn.